Den ene ting der driver din effektivitet voldsomt op

Du har måske før set mig skrive om 80-20 pricippet, som en nøgle til et stort løft i den personlige effektivitet. Jeg oplever at det er noget mange har hørt om, men jeg møder stadigt få der er rigtigt skrappe til at handle. Med det mener jeg at man bliver god til kun at gøre de få ting der bidrager mest til resultaterne.

Der findes en anden tilgang, der for nogen kan være med til at sætte turbo på 80-20 princippet. Det handler om ikke bare at vælge de handlinger der har stort effekt, men bevidst at gå efter handlinger der påvirker andre handlinger, og gør dem nemmere eller overflødige. Gary Keller kalder det for The One Thing, og det er et spørgsmål jeg ofte bruger når jeg coacher ledergrupper

En løftestang til din produktivitet

Gary Keller er ejendomsmægler og har siden 1980’erne opbygget en af USA’s største mæglekæder, efter en franchise-model. Ud over en række bøger kun for mæglere, så har han skrevet den skarpe og nyttige The One Thing, som hermed er anbefalet. 

Hjertet i Gary’s anbefalinger er ét spørgsmål, han kalder det fokusspørgsmålet. I min oversættelse bliver det til:

Hvad er én handling jeg kunne gøre, der ville gøre andre handlinger nemmere at udføre, eller helt overflødige? 

Det er en fundamental kraft i det spørgsmål, som er svært at overdrive. Det handler om at få dine handlinger til virkeligt at betyde noget. På den måde, så kan du nå meget uden at skulle arbejde mange timer. 

Lad mig digte nogle eksempler, så er jeg sikker på du fanger pointen:

Du står op om morgenen, og vil have en god dag. Hvad er én ting du kan gøre som det første, så andre ting idag bliver nemmere eller overflødige? Skal det være et fast morgenritual, så du med stor sikkerhed får en god start?

Du er mødt på arbejde, og har mange gøremål. Hvad er en ting du kan gøre for at resten af dagens handlinger bliver nemmere, eller endda overflødige? Er det at lave en To Do liste? Er det at få den værste opgave af vejen? Er det at være tilstede for andre?

Vi skal have møde. Hvad er én ting jeg kunne gøre, så det det nemmere at holde det møde, eller helt overflødigt? Skal jeg gøre noget for at starte med en god stemning? Er der nogen der skal tages i ed omkring noget inden mødet? Er der bestemte mennesker der mod sædvane skal med? Er der nogen der ikke skal med, for en gangs skyld?

Du skal løse en opgave du er lidt usikker på hvordan skal gribes an. Hvad er én ting du kunne gøre, så opgaven bliver nemmere, eller noget ved den bliver helt overflødigt? Er det at tale med nogen der har erfaringer på feltet? Er det er skære den i mindre bidder? 

Du kommer hjem til din kæreste/ægtefælle. Hvad er én ting du kunne gøre med ham/hende, så alt andet bliver nemmere i aften? Er det kram og søde ord der skal til? 

Det er weekend og du har fri. Hvad er en ting du kunne gøre, så alt andet bliver nemmere denne weekend, eller helt overflødigt? Er det at glæde nogen, eller måske lave en liste over private gøremål? 

Jeg vil passe på mit helbred og være sund. Hvad er én ting jeg kan gøre så det er nemmere at spise sundt, og måske helt overflødigt at gøre mere ved?  Er det at skille mig af med alle søde sager i huset? Er det en bestemt diæt jeg følger slavisk? Er det at blive vegetar? 

Vi skal ansatte en ny kollega. Hvem er den ene person jeg kan ansætte som gør det nemmere eller unødvendigt at ansætte flere? Hvem kan jeg ansætte så andre opgaver bliver nemmere? 

Du er selvstændig og vil have succes. Hvad er en ting du kan gøre nu, som vil gøre det nemmere for dig at vækste? Skal der etableres et samarbejde? Skal du ansætte nogen? Er der noget du skal stoppe med at gøre? 

Jeg skal tilbringe en weekend med en eller flere personer. Hvad er én ting jeg kan gøre, så det bliver nemmere at være sammen med dem, og så jeg måske ikke behøver gøre andet for at gøre tiden god?

Du vil gerne være i god fysisk form. Hvad er en metode du kan benytte dig af, eller en person der kan være din rollemodel eller instruktør, så du ikke behøver kigge efter andre?

Den lille ting der gør den store forskel for produktiviteten

Hvordan kunne du bruge dette? Lad os bare bruge spørgsmålet her også! Hvad er ét sted hvor du kunne bruge fokusspørgsmålet, så meget blev nemmere og du nemt kunne gøre det igen?

Er det måske noget der skal ind i dit morgenritual, så du spørger dig selv dagligt når du starter dagen? Er det når du laver dagens To-Do liste, at du spørger hvad den ene ting er? Er det hver gang du skal møde en person i din dag, at du spørger hvad én ting du kan gøre er, så alt bliver nemmere sammen? 

Er det når du kommer hjem at du kan opnå et stort løft, ved at være mere bevidst om dine handlinger? Er det fritiden der skal være mere fokuseret, eller er det jobbet der skal løftes?

Prøv selv, og se hvad dine svar er. På spørgsmålet hvad er én bog jeg kan læse, som vil gøre det nemmere eller overflødigt at læse andre bøger om effektivitet, så kunne The One Thing meget vel være svaret. 

Flere tip hver uge

Hver mandag morgen udgiver Jon.dk et nyt tip til en bedre uge, og du kan modtage dem på mail, helt gratis. Skriv dig op, og modtage Målrettet Mandag i indbakken. Du kan også følge Jon Kjær Nielsen på LinkedIn, hvor han giver tips og inspiration til arbejdslivet næsten dagligt.

ekspert i arbejdsglæde jon kjær nielsen

Om forfatteren: Jon Kjær Nielsen (f. 1977) er uddannet civilingeniør med speciale i organisationer og læring. Siden 2004 har han holdt knap 1000 foredrag, workshops og kurser (ultimo 2019 tal), og han er forfatter til 3 bøger med praktiske redskaber. I 2012 gav han en TEDx-tale om arbejdsglæde i London, og Jobindex har placerede ham på en top-10 over de bedste foredragsholdere i Danmark. Jon taler idag ved ca. 100 events om året, og er derudover tovholder i hans Mastermind for ledere der ønsker at skabe en bedre arbejdsplads.