Tag med mig en weekend til Alive! in Berlin

personlig udvikling konference i berlinI 2014 var jeg med til premieren på den særlige event Alive! in Berlin. Halv konference, halv seminar om personlig udvikling, halv fest og halv netværk med herlige mennesker fra hele Europa.

personlig udvikling i Berling

Manifestet for Alive! in Berlin – klik for stort

Successen gentages, og jeg skal afsted i år igen. Jeg synes du skal tage med! Sidst oplevede jeg nogle meget inspirerende oplæg og workshops af mennesker som Chris Guillebeau (besøgte alle verdens 195 lande inden han fyldte 35), mavedanseren Coco Berlin (tysk verdensberømthed) og serieiværksætteren Greg Hartle. Nok ikke navne der ringer en klokke i Danmark, men det er netop hvad sådan en event kan: Vise os, at verdens omkring os er rig og stor.

Det hele foregår fredag-lørdag den 29.-30. maj, lige midt i Berlin. Eventen (konference er et lidt for gammeldags begreb) inderholder foredrag og workshops dagen lang, begge dage. Fredag aften er der fest. Alle tiders sted at møde andre mennesker som dyrker emner som selvudvikling, lederskab, meditation, parforhold, spiritualitet, kropslig udfoldelse, karrieremæssig succes og livet i det hele taget.

Ekstra, “dansker-tilbud”: Hvis vi er flere danskere der skal afsted, så vil jeg gerne samle os på et telefonmøde inden, for at sikre god forberedelse, ligesom jeg synes vi kan sammen kan samle op på oplevelsen og hvad vi har lært efterfølgende. Måske mødes efterfølgende, hvis nok er interesseret. Du kan lære om konferencen og tilmelde dig her.

Praktisk om konferencen

Konferencen koster omkring kr. 3.000, og dertil kommer billig transport og overnatning. Berlin er Tysklands billigste storby, og er nem at komme til – en busbillet fås for 599 retur hos Eurolines, fly koster omkring det samme, og man kan også køre derned. Derudover kan du for ingen penge leje en lejlighed via Airbnb, eller måske vælge et hostel – eller et lækkert hotel hvis du flotter dig og giver flere hundrede kroner… (ja, så billigt er det).

Skal du med? Det bliver fedt! Og det er inden vi overhovedet har talt om hvor fed Berlin er i det hele taget! :o)

OBS: Det er nu. Billetsalget åbnede på deres website 24. marts, og lukker igen på søndag den 29. marts, så det er nu du skal blokke kalenderen af og få bestilt din billet.

 

stol på arbejdet trods jantelov

Du kan da ikke gå rundt og være stolt i Danmark?

“Hvis du skal se på de seneste år, hvad har du så udrettet som du er stolt af?”

Tak for kaffe. Spørgsmålet var sådan set nemt nok at forstå, og jeg kunne også se hvor det kom fra. Men derfra og så til lige at fyre et godt og ærligt svar af, der var langt. For har jeg overhovedet noget at være stolt af? Må man overhovedet være stolt af sig selv i Danmark?

stol på arbejdet trods jantelovSpørgsmålet faldt for få dage siden til et interview i et eksklusivt netværk for ledere og selvstændige som jeg var indstillet til. Da jeg ikke har søgt arbejde i snart 9 år, så har jeg ikke den største rutine i den slags jobinterviews-lignende situationer. Jeg mødte derfor op uden præfabrikerede svar på klassiske spørgsmål som “hvad er dine største styrker?” og “hvad mener du, at du kan birdrage med?”. I min erfaring kommer man langt med ærlige og oprigtige, omend nogle gange skæve svar. Min gode ven Rasmus kalder det at bruge sin vindende personlighed. Jeg kalder det at være til stede og tage det som det kommer. Andre vil kalde det dovenskab, eller at være uforberedt. Not giving a shit er ikke det rette udtryk, men et jeg lige kommer i tanke om.

Pisse sej, i Jantelovens land

Dagene efter interviewet er gået med at reflektere videre over spørgsmålet. Både for at finde svar på hvad jeg er stolt over, men mest for at finde ud af hvorfor det har været så svært. For at svare på det første, så hjalp det lidt at kigge på mig selv udefra, på hvad andre har sagt at jeg har gjort godt.  Jeg husker derfor de mange der har sagt, at det er flot at jeg har udgivet to bøger. For de ville de sgu også gerne, hvis de lige kunne finde tiden, vidste hvordan og 1000 andre undskyldninger. Jeg synes bare ikke selv det er så sejt…

At sige et, på papiret, drømmejob op (to gange) for i stedet at satse hele dynen på tilværelsen som selvstændig er noget mange drømmer om.  De færreste rykker dog på det, og jeg ser deres usikkerhed bleve projiceret over på mig der modtager alverdens komplimenter. Flot, modigt, pisse sejt. Ingen har stillet det for mig åbenlyse spørgsmål: Kunne du heller ikke findet et godt job?

Til interviewet kan jeg se, at jeg helt sikkert ikke ville være kommet galt afsted med at svare, at jeg var stolt af at jeg sidste år holdt 75 betalte foredrag. At jeg i 2012 talte på TEDx i London. At jeg i februar var hovedtaler for 1400 mennesker, og at den gruppe således de sidste tre år har oplevet Bitz, MacDonald og Kjær Nielsen. At min første bog blev en bestseller, og den næste er godt på vej til at blive det. Alt sammen ting, som udefra ser pissesejt ud, og som fører til masser af komplimenter. Alligevel, så følte jeg ikke det var sådan rigtigt gode svar på hans spørgsmål.

Jeg tænker om det virkeligt kan være jantelovens skyld, eller måske mine nordjyske rødder der holder mig tilbage. Men det kan ikke være det, for jeg bliver sjældent beskyldt for at være ydmyg, og ind i mellem tager jeg mig selv i at prale. Så følelsen at stolthed er derinde et sted, og kan lokkes frem i venskablig snak over en øl.

Anderledes gik det til det alvorlige interview. Her var der noget på spil, og jeg kan nu se at min stolthed blev holdt nede af en række forbehold som andre ikke tager på mine vegne. At jeg kun blev selvstændig fordi jeg ikke kunne få et job jeg ville have. At det konstant er hårdt arbejde at få de næste foredrag i kalenderen, og at økonomien ofte stirrer ned i afgrunden. At bankmanden vist aldrig har været helt stolt af mine stats (netop derfor er han i øvrigt aldrig blevet spurgt om en mening). Mine forældres konstante bekymring for, om det nu skal gå. Håbet og desperationen bag enhver bogudgivelse, og angsten for om det nu bliver godt modtaget. Følelsen af, at succes altid er to skridt længere end der hvor jeg er nu.

Netop der tror jeg svaret ligger. Det er aldrig helt godt nok, og hver lille succes kun et skridt på vejen mod det næste. Jeg tror (håber?) at mange succesfulde mennesker er drevet af en følelse af, at det aldrig er godt nok, og der skal mere til. Jeg kan ikke se hvad der ellers skulle være der fik en fyr som Eskild Ebbesen til endnu engang at sætte sig i Guldfireren og nappe et OL til, i en alder af 40 år. For come on, hvis det handlede om at få succes nok til at kunne være en troværdig træner, coach og foredragsholder, så var han da vist i mål for et par medaljer siden. Men sådan ser vi det ikke selv. Det kan hele tiden blive lidt bedre.

Barn af Danmark

Da jeg gik på gaden efter interviewet satte jeg mit – i denne måned – yndlingsband på. Jeg tror meget mere på tilfældigheder end på beskeder fra universet, men det første der ramte mine trommehinder var alligevel disse linjer:

I will not be forgotten
This is my time to shine
I’ve got the scars to prove it
Only the strong survive
I’m not afraid of dying
Everyone has their time
Life never favored weakness
Welcome to the pride

Rocksangen The Pride af Five Finger Death Punch giver mig den der ja for helvede følelse i kroppen. I kan bare komme an. Jeg er ikke sej – jeg er Awesome! Men hvor ville det dog være trættende hvis alle gik rundt og pralede af deres bedrifter hele tiden. Ikke fordi der er en naturlov imod det – amerikanerne kan jo godt finde ud af at udtrykke deres individuelle og kollektive stolthed. Nej, det må være fordi at vi nu engang er vokset op i Danmark, Janteloves land, og vi mener nu engang, at folk der synes de er en hel masse, de er nogle douchebags. Hvorfor vi også synes, at de der amerikanerne de godt lige må stikke piben ind.

Gør ved andre som du vil have at de…

Når jeg ser tilbage, så har andres positive og opmuntrende tilbagemeldinger betyder meget for mit drive og engagement. Jeg tror ikke jeg kunne blive ved med at holde foredrag hvis ikke publikum gav mig deres Thumbs Up. Hvis mine venner synes det var helt gak gak med de bøger, så sad jeg heller ikke nu og arbejdede på den næste. Da jeg for fem år siden valgte at stille op og blive valgt til formand for 1000 frivillige i en NGO’en JCI, så var det også klart drevet af andres positive forventninger og opmuntringer.

Heri ligger en væsentlig kilde til menneskelig præstation. Vi er drevet af vores higen efter anerkendelse. Det hele havde derfor været meget nemmere hvis han dog bare havde spurgt mig “Hvad synes andre du har gjort godt?”. Men endnu hellere, så ville jeg ønske at han havde spurgt mig “Hvilke præstationer er du stolte af at se, hos både familie, bekendte og fremmede?” Så kunne jeg jo have talt hele dagen, for verden er fuld af imponerede bedrifter der alle ser større ud end vores egne. Fordi vi ikke kan se andres tvivl på dem selv, deres helt og deres mangel på alternative handlemuligheder.

Jeg mener der går en lige linje fra stolthed til selvtilstrækkelighed, og i det lys er det jo klart at jeg ikke kunne svare. Når stolthed således i min optik dårligt kan vokse indefra, så bliver det til vores medmenneskelige pligt at nære den i andre, via vores anerkendelse og støtte. Var det ikke for mine venners opbakning, så var jeg nok gået til for længst, og det prøver jeg hele tiden at huske på når andre befinder sig i en presset situation. Anerkendelse er i min verden derfor et af de vigtigste redskaber man har som både ven og leder.

Jeg bruger stolthed når jeg holder workshops om trivsel og arbejdsglæde. Ikke så meget deltagernes stolthed over egne fortræffeligheder, men deres stolthed over deres fælles bedrifter, og den forskel som arbejdspladsen gør. Det er nemlig både en kraftigt motivationsfaktor på jobbet – og meget nemmere at beskrive.

Med ærlighed kommer man længst

Den dag til interviewet havde jeg altså ikke redde svar. Jeg valgte derfor at sige det som det var, at jeg ikke rigtigt føler mig stolt. Ikke fordi jeg ikke har lavet ting som andre synes er værd at anerkende, men fordi jeg hele tiden stræber opad, og lader mig drive af følelsen af, at jeg kan gøre mere. Og at min egen lommefilosofiske overvejelser, koblet med 10 års læsning af psykologibøger, fortæller mig, at mange direktører, iværksættere og topidrætsfolk må have det på samme måde.

Jeg har lige modtaget beskeden om, at de synes interviewet gik godt, og at de meget gerne vil se mig i det eksklusive netværk af direktører og andre badasses. Den tror jeg, at jeg godt kan være lidt stolt af. Men stadig, så kan jeg ikke undslippe en følelse af, at de andre åbenbart heller ikke er særligt seje, siden jeg kan slippe ind.

Jeg kan nu engang ikke løbe fra at jeg er født i Danmark – Verdens Bedste Land – hvor ingen må tro de er noget, men hvor vi sjovt nok er enige om sammen at være bedre end alle de andre derude. Welcome to the pride.