Hvor meget mere effektiv kan du blive hvis du holder 3-minutters møder?
Indrømmet: Jeg har en præference for handling over tøven, overtænkning og alenlange kommunikationstråde der ikke fører nogen steder hen.
Da jeg hørte om 3-minutters møder var jeg derfor begejstret. Konsulenten Joe Laipple har beskrevet (og gudhjælpemig varemærkeregistreret) teknikken for ledere i bogen Rapid Change, men jeg ser stort potentiale for alle ikke-ledere også, i at lette rumpen og stikke hovederne sammen.
Under fire øjne – et bedre alternativ til e-mailen
Hvad kan du nå på tre minutter, hvis du stikker hovederne sammen med en kollega eller chef? Måske mere end du tror. Tre minutter er nok til at forklare og få svar på noget som kan tage 10 minutter at formulere i en mail, og hvor svaret kan være timer eller dage undervejs.
Samtale har også den fordel, at du kan aflæse kropssprog og får tonaliteten med, noget vi i mails kun kan simulere med emojis. Der er dermed stærkt reduceret risiko for misforståelser, og uklarheder kan afdækkes straks.
Jeg er sikker på du selv har oplevet hvor nyttigt det er at tale sammen, som alternativ til de endeløse skriverier. Telefonen kan noget, men sidder I på samme adresse, så er det langt mere værdifuld at stikke hovederne sammen.
Det korte møde – en ny politik?
Hvad ville de betyde hvis alle på arbejdspladsen havde lov til at bede om et tre-minutters møde samme dag? Du har sikkert oplevet, at en times møde skal planlægge en uge eller mere ude i fremtiden, men tre minutter skal altid kunne klemmes ind.
Tre minutter er ikke længere tid end det tager at hente kaffe, eller gå på toilettet. Begge dele kan altid nås mellem møder, selv for travle chefer. Må jeg derfor foreslå at du selv begynder at tage initiativ til flere tre-minutters møder.
Endnu stærkere: På arbejdspladsen kan I aftale, at alle må bede om – og få – et tre-minutters møde med en chef eller kollega. Vel at mærke med den tilføjelse, at der så vitterligt er tre minutter vi taler om, og ikke fem eller 10. For så vælter læsset igen, og I er tilbage ved planlægning af møder en uge frem. Husk at målet ikke er at erstatte de lange møder, men at erstatte lange e-mail korrespondancer og ventetider.
Flere tip hver uge
Hver mandag morgen udgiver Jon.dk et nyt tip til en bedre uge, og du kan modtage dem på mail, helt gratis. Skriv dig op, og modtage Målrettet Mandag i indbakken. Du kan også følge Jon Kjær Nielsen på LinkedIn, hvor han giver tips og inspiration til arbejdslivet næsten dagligt.
Om forfatteren: Jon Kjær Nielsen (f. 1977) er uddannet civilingeniør med speciale i organisationer og læring. Siden 2004 har han holdt knap 1000 foredrag, workshops og kurser (ultimo 2019 tal), og han er forfatter til 3 bøger med praktiske redskaber. I 2012 gav han en TEDx-tale om arbejdsglæde i London, og Jobindex har placerede ham på en top-10 over de bedste foredragsholdere i Danmark. Jon taler idag ved ca. 100 events om året, og er derudover tovholder i hans Mastermind for ledere der ønsker at skabe en bedre arbejdsplads.