Chefen er ikke sur, chefen er skuffet…
Tre til fem gange om ugen modtager jeg en mail i kategorien nyhedsbreve og statusmails, sendt fra et af de mange netværk, foreninger og grupper af frivillige jeg indgår i. Det fleste af dem øser ud af ros, succeser og positive opfordringer, men ind i mellem er der også en der rammer skævt. Lad mig illustrere med dette tænkte eksempel, der er meget repræsentativt:
Volleyballklubben du er med i holder en særlig søndagstræning én gang om måneden, med efterfølgende frokost på cafe. Aftalen er, at man skal melde fra hos træneren hvis man ikke kan den dag, da der skal bestilles og betales for maden (klubben giver).
Cirka 75% af medlemmer dukker op, men kun 10-15% har meldt afbud. Der er altså nogle stykker der ikke melder fra, hvilket medfører en unødig udgift. Meget ærgerligt, og noget træneren gerne vil rette op på.
Træneren er altså utilfreds, og sender en mail til alle:
“Nu var der igen fire der ikke mødte op i søndags, uden at melde afbud. Det er altså 120 kroner per snude vi kaster ud i caféregning, og det er brand ærgerligt. Vi er voksne mennesker, og det mindste man kan forventer er vel, at I kan finde ud af at sige til og fra. Så tag jer venligst sammen næste gang, for klubbens skyld.”
Klassisk mønster
[dropcap]D[/dropcap]u har sikkert selv modtaget mails eller breve med beskeder som denne. Måske har du oplevet det “live” til møder, hvor der på lignende måde gives en kollektiv reprimande. Måske er den utilfredse melding ledsaget af velmenende forslag om “bødekasse” eller andre former for konsekvens, for at rette op.
Beskeder som denne har jeg både oplevet at modtage fra frivillige ledere som volleytræneren, og fra professionelle chefer. Fælles for dem er, at jeg læser dem som om chefen i virkeligheden siger:
- Jeg har ikke tiltro til jer
- Jeg synes det er en børnehave at arbejde sammen med jer
- Hvis I nu bare kunne tage jer sammen…
- Hvorfor gør I det her imod mig?
- Mor er ikke sur, mor er skuffet…
Spørsmålet er, om det er den bedste reaktion af fremprovokere hos modtagerne? Afsenderen/chefen vil jo gerne se den rette adfærd (man melder fra til træning hvis man ikke kommer osv.), men ovenstående eksempel rammer forbi.
En positiv løsning
Problemet er, at de følelser der skabes alle sammen er negative. Meldinger af ovenstående type skaber følelser som frustration, ligegyldig, vrede, skuffelse, skam og uretfærdighed (hey, jeg kan altså godt finde ud af at melde afbud). Alle sammen følelser som ikke giver os det vi ønsker.
Positive følelser er ved videnskablige forsøg bevist til at virke mere motiverende og mere hensigtsmæssige i forhold til at få den ønskede adfærd. Følelser som glæde, stolthed, håb, spænding, lykke og positive forventninger, de giver os lyst til at handle og gøre en indsats for fællesskabet. En High Five eller en gulerod, det virker meget bedre end pisken.
Hvad træneren derfor mere større succes kunne have skrevet var – hvis vi bare skal ændre en lille smule:
Træner Jensen her. Jeg vil gerne starte med at sige tak til de 18 personer der var med til søndagstræning sidste gang. Derudover havde jeg modtaget 6 afbud, tak for det, og så var der lige 3 der ikke fik meldt afbud i tide.
Jeg glæder mig til næste gang, og håber på at se endnu flere morgenfriske sportstjerner nede i hallen. I ved at økonomien er lidt stram, så derfor er det super når de af jer der ikke kan komme I husker at melde afbud. Så sparer klubben penge, og der er råd til flere sjove arrangementer. Afbud sendes som altid til jon@jon. Vi ses!
Dine erfaringer?
Har du set eksempler på opfordringer der er leveret helt skævt fra chefen eller andre, med negative følelser til følge? Jeg skal være den første til at indrømme, at det fra tid til anden er smuttet for mig, så jeg prøver at være meget påpasselig. Hvad med dig? Har du selv har hevet i de forkerte håndtag fra tid til anden? Har du lært af det?
