Hvad ved aber om ledelse og vanebrud?

En klassisk eksperiment indenfor sociologien udføres på en gruppe aber der bor i samme, store bur. Aberne præsenteres for en lækker klase baner højt oppe i buret. Hurtigt klatrer en abe op efter dem, men lige da aben rækker ud, får de alle et koldt brusebad. Det skaber naturligvis stort påstyr og en masse hyleri i buret. Efter noget tid er der dog faldet ro over lejeren, og aberne er tørre igen. En ny abe giver bananerne en chance… Nok engang får det et brusebad, og sådan fortsætter det nogle gange. Men så er de heller ikke dummere, og snart har de lært at lade bananerne være. Aber er ret kvikke, og de kan ikke lide vand.

Hvem sidder med aben? Hvilke vaner tør I ikke udfordre?

De snedige forskere skifter nu en af aberne ud med en ny. Den finder sig til rette, hilser på de andre og udforsker buret. Inden der er gået længe, så forsøger den naturligvis at gå efter bananerne. Der sker nu det, at de andre aber kanøfler den nye, så den lærer at lade bananerne være! For det der brusebad, det gider vi altså ikke, så du kan godt droppe der der, makker!

Sådan forstsætter det: Endnu en abe skiftes ud. Samme historie: Aben går efter bananerne, og får klø af de andre. Dette gentager sig, indtil det besynderligste er opstået. Samtlige aber er nu skiftet ud, og der er for længst lukket for vandet. Men i buret sidder nu en helt flok aber der ikke vil tage bananerne. Ingen af dem ved hvorfor.

Hvem sidder med aben…

Historien er klassisk i virksomhedsstudier, og har mange paralleller. På din arbejdsplads, hvilke klaser bananer lader I da hænge? Hvilke vaner har i, som har deres egen, indre logik, selvom situationen er en helt anden på andre arbejdspladser? Hvilke regler blev indført for så længe siden, at ingen kan huske hvorfor de blev indført? Ofte giver reglerne overhovedet ingen mening længere, men vi holder fast i dem, fordi de har vi lært.

Den virksomhedskultur du færdes i, den er opstået over lang tid. Det er sket som reaktion på hændelser hen af vejen. Nogle bevidste og andre tilfældige. Men verden er foranderlig, og der kan for længst være slukket for det vand man engang frygtede. Alligvel bliver vi ved med at gøre som vi altid har gjort.

Det kan sgu da ikke være en kvinde

Jeg er selv blevet kanøflet for at foreslå forbudte bananer. Mest mindeværdig er denne historie: Jeg arbejdede engang for en arbejdsgiverorganisation der skulle arrangere en ligestillingskonference. Ligestillingsministeren var på programmet, men måtte melde afbud. Snakken gik på kontoret om hvilken anden kvinde der kunne tale sagen i ministerens sted, og en del navne blev foreslået. Jeg luftede den ketteriske tanke “Behøver det være en kvinde?” – og blev prompte skældt hæder og ære fra af en konsulent og en sekretær, begge kvinder. Jeg havde tydeligvis overtrådt en gammel regel, og var gået efter bananer der ikke måtte røres.

Lidt over 10 år senere udpeger man så en mand som ligestillingsminister (Manu Sareen). Han er iøvrigt også Kirkeminister, og født i Indien. Tilstrækkeligt mange har åbenbart nu opdaget, at lige præcist de baner godt kan snuppes. Der er lukket for vandet.

1950’ernes regler

Situationer som denne udspiller sig hver dag. Hver branche har sin egen bagage af gamle regler som ikke længere giver mening. Revisorer og advokater er et godt eksempel: Mange af disse virksomheder er partner-drevet, og cheferne har været ejere i årtier. De samme chefer,  de fleste af dem mænd, har også været garanter for en stabil kultur. Modsat resten af samfundet, så siger man flere steder stadig Hr. til chefen, og sekretærer, assistenter og elever og behandles som lavstatusansatte som man ikke taler med om personlige eller private forhold. Man spiser hver for sig.

På den anden side af gaden fra vores fiktive advokatkontor ligger en moderne, online medievirksomhed. De har også sekretærer, assistenter og elever ansat, men her en de en levende del af en dynamisk og kreativ kultur. Deres input bliver værdsat, og de kan fortælle chefen når han tager fejl. Over den fælles frokost er der latter, platte vittigheder og man diskutere kunderne i fælleskab.

Lav jeres egne regler og øg arbejdsglæden

Er de ansatte i disse to firmaer fra forskellige planeter, siden deres verdener ser så forskellige ud? Næ, de har bare forskellige regler, lavet på forskellige tidspunkter. Hos mediefolkene lever man i en virkelighed der ikke fandtes for bare 15 år siden (før internettets udbredelse), og alle regler er i sagens natur af nyere dato. Advokat-bossen derimod, han fik indpodet korrekt adfærd på Metropolitanskolen i 1964 (du husker stedet fra Det Forsømte Forår), og har siden bekæmpet alle forsøg på at spise nyere bananer. Da en af reglerne er, at chefen ved bedre, så har alle nye regler svære odds.

Det behøver ikke være sådan. For nylig lavede jeg en stor workshop for over 100 advokater, og de overraskede mig positive ved netop at have en dynamisk og moderne kultur, med større lighed. De havde forstået hvad resten af os har brug for lære: Vi kan lave vores egne regler. Vi er ikke tvunget til at leve efter fortidens dogmer. Vi kan aftale at vi ikke kanøfler hinanden for at foreslå forbedringer, og derefter kan vi spise bananerne. For modsat aberne, så kan vi rent faktisk sammen undersøge hvilke regler der giver mening, og hvilke der bare er gammel bagage.

Må jeg opfordre dig til at snuppe en banan der hvor du arbejder, og se hvad der sker?