Der har i den sidste uge været stor fokus på stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø, særligt i Politikken. Det startede med Sundhedsminister Astrid Krag der i en kronik “Det er ikke din skyld” placerede noget af skylden for de stigende problemer med stress på samfundets og virksomhedernes skuldre. Politikken flugte op med en tak på lederpladsen, og mandag varslede Beskæftigelsesminister Mette Fredriksen et lovforslag der skal sidestille psykisk og fysisk arbejdsmiljø i forhold til hvordan der kan udstedes påbud.

For travl til at komme på hospitalet

Jeg var selv ved at miste en kollega engang, og missæren afslørede en kæmpe ledelsessvigt. Jeg arbejdede for år tilbage på et udviklingsprojekt i en stor dansk virksomhed, og en dag fald en ældre kollega om på jobbet. Hun havde været over 40 år i samme virksomhed, og var meget pligtopfyldende. En kollega tog med hende i ambulancen, og der kom hun så småt til sig selv. Hun var desorienteret, men forstod hvad der var sket. Det første hun fik fremstammet, var at hun skulle bruge pen og papir, hvorpå hun skriblede et kodeord ned til kollegaen.

Det viste sig, at det var koden til at lave lønkørslen dagen efter, og hun var den eneste der havde den. Hvis hun ikke sørgede for at det opgave blev løst, selv fra hospitalet af, så ville 10.000 medarbejdere ikke få deres løn denne måned. 10.000 familier ville risikere ikke at kunne betale husleje og afdrag. Dette ansvar – denne byrde – slæbte denne ældre medarbejder alene rundt på.

Forestil dig et pres. Ikke at kunne tage en sygedag hvis det er sidst på måneden. Ikke at kunne blive hjemme hvis himlen falder ned for en af de nærmeste. Det stopper dog ikke der. Det viste sig nemlig, at hun havde taget samme tur året forinden, og intet var lavet om siden da. Det vidner om en ledelse der ikke er sig bevidst hvad de forlanger af medarbejderne, for ikke at tale om hvilke risiko de udsætter deres virksomhed for. Det er som om ledelsen i det stille accepterer, at medarbejderne godt må dø af deres arbejde, bare vi bliver fri for at løse de besværlige problemer.

Arbejdsglæde som lovkrav?

Mor sagde hun ville komme sent hjem fra arbejde, men hun kom aldrig…

Det er ikke en dag for sent der gribes ind. Undlad at sætte et “Pas på, gulvet er vådt” skilt op, og virksomheden får en bøde. Pres en medarbejder ud over kanten med umenneskelige krav, og vi trækker på skuldrene og ansætte en ny. Der dør årligt omkring 400 danskere i trafikken, og der lovgives i et væk for at reducere det tal. Vi tager os meget mindre af, at der årligt dør 1.400 som følge af stress. 1000 børn årligt mister en forældre: “Mor sagde hun ville komme sent hjem fra arbejde, men hun kom aldrig…”. Derudover, så er der de 30.000 daglige sygemeldinger, og de millioner af mistede arbejdsdage når det lægges sammen. En undersøgelse pegede på, at 25% af alt sygefravær skyldes de psykiske forhold (FTF, 2012), så der er nok at tage fat på.

På godt dansk hedder “psykiske arbejdsforhold” også manglende arbejdsglæde som følge af urimelige krav, tyranniske chefer, mobbende kolleger, dårlige rammer og et liv i uvished hvor man ikke ved om man er købt eller solgt. Med muligheden for påbud er der en chance for at sager om mobning og katastrofalt ringe medarbejdertilfredshedsundersøgelser fører til handling. De to ministre kan så i øvrigt tage fat selv – med 600.000 ansatte i det offentlige er der steder nok at rette op. I hjemmeplejen i henholdsvis Ishøj og Dragør (der er 20 kilometer mellem de to byer) er f.eks. en faktor to til forskel i sygefraværet – 11 dage mod 23 dage. Her kan der ikke peges på andet end forskel i arbejdsglæden, og Borgmesteren eller Kommunaldirektøren (hvem af dem der nu først indser et ansvar) i Dragør burde låse døren og sige “Godt folkens, hvad foregår der her? Ingen af os går hjem før vi har fundet en løsning”.

Forudsigelig reaktion fra DA

Mens fagforeningerne forudsigeligt stiller sig positive overfor lovforslaget om at der skal kunne udstedes påbud for problemer med det psykiske arbejdsmiljø, så er Dansk Arbejdsgiverforening ligeså forudsigeligt skeptiske. Arbejdsmiljøchef Karoline Klaksvig siger således: “Det er nemt at se, om der mangler en skærm på en maskine, men det er noget vanskeligere at finde ud af, om arbejdsmængde og tidspres reelt er en overtrædelse af arbejdsmiljøloven”. Fejlen er fokus på lovgivningen, altså minimumskravene.

Det er nemt at se, om der mangler en skærm på en maskine, men det er noget vanskeligere at finde ud af, om arbejdsmængde og tidspres reelt er en overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Virksomhederne bekymrer sig naturligvis om omkostningerne ved en øget indsats, men med den viden vi har om omkostningerne ved manglende arbejdsglæde og et smadret (arbejds)liv samt den lavere produktivitet fra stressede medarbejdere, så kan selv en førsteårsstuderende på Handelshøjskolen regne ud, at vejen omkring et bedre psykisk arbejdsmiljø i sidste ende uværgerligt må føre til øget konkurrenceevne – den hellige gral ved alle arbejdsmarkedstiltag. Så se af at komme igang – vi har ikke råd til at ofre flere liv.