Den kommende krise, og hvorfor vi løser den sammen

krisen kommer

På det seneste har jeg læst en helt stribe spændende bøger der kommer med hver deres bud på hvor verden er på vej hen. Eftersom ingen idag betvivler at udviklingen går stærkt og at mange ting er i opbrud i disse år, så synes jeg emnet er rigtigt interessant. Ikke mindst fordi jeg gerne vil vide hvor jeg selv bør satse, i livet og i karrieren.


To titler jeg har læst kort efter hinanden har begge at gøre med analysen af hvordan samfundet og vores kultur bevæger sig cyklisk og forudsigeligt. Begge beskriver de med henvisning til mange generationer før os hvordan vi står i en krise i de her år, og de peger på hvad der kommer til at ske fremefter. Fantastisk læsning, så læs med her hvis du vil have et bud på hvad vi står overfor, og hvordan du kan agere.


Pendulet svinger

Den første bog er Pendulum – hvordan tidligere generationer former vores nutid og forudser vores fremtid, af Roy H. Williams og Michal R. Drew (2012). De to har forsket i samfundstrends og viser hvordan vores kultur bevæger sig i forudsigelige, 80-årige cykler, hele vejen fra Sokrates’ tid (for 2400 år siden!) og til nutiden. Meget solidt og overbevisende. De beskriver fænomenet som et pendul der svinger frem og tilbage, med 40 år mellem de to toppe, og med en yderligere inddeling i 20-års perioder (op-ned-op-ned). De to poler de beskriver er henholdvis det egoistiske mig-fokus, og det kollektive os. (Me vs. We). De sidste flere hundrede års skiftende sindsstemninger beskrives i stor detalje, frem til den sidste mig-periode, som toppede i 2003, og som herefter bliver afviklet over de næste 20 år.


Nogle af mig-periodes kendetegn er et stort (til sidst overdrevet) fokus på individet, på originalitet og på et ringe kollektivt ansvar. Vi ser det i mainstreamkulturen i filmfiguren Gordon Gecco fra “Wall Street” (“greed is good… greed works”), helte-dyrkelsen indenfor selvudvikling hvor Tony Robbins og hele coaching-bølgen fokuser på at finde en indre passion, din gudinde, kald, gave eller andet unikt, og i hele 90’ernes Yuppie kultur, som stod som modsvar til 60’ernes og 70’ernes Hippie-bølge. I Danmark og meget af den vestlige verden bestod dagens menu helt frem til finanskrisen i 2008 af friværdi, forbrugsfest og mangel på politisk udsyn og ansvar for fremtiden. Det er ved at ændre sig, med hastige skridt.


I 2003 var pendulet i helt ude til mig-siden, og bevægelsen mod “os” og kollektivet kunne begynde. I forvejen løber kunstnere og kulturpersonligheder, der altid reagerer først på trends. Forfatternes mest klare eksempel (hørt til et foredrag i 2013, hvor vi således var halvvejs nede mod bud bunden og det synlige skift til os-udsvinget) synes jeg er Lady Gaga vs. Eminem og Adele. Førstnævnte superstjerne lancerede med pladeselskabet i ryggen et rekorddyrt album, som derpå formåede næsten intet at sælge. Ifølge Drew fordi Lady Gaga har ramt tiden helt forkert – det er 10 år siden “Queen Bitch”-stilen passede til tidsåndens heltedyrkelse, og i forsøget på at kopiere Madonna, Michael Jackson og endda Britney Spears er fiaskoen sikker. Som modstykke har vi rapperen Eminem og den buttede og ømme Adele, der hjerteskærende fortæller os at livet er hårdt og vi skal stå sammen. Med dette forsvarsel på tiderne der kommer stod de to tilsammen for knap 25% af alle album solgt i USA det år da deres seneste plader kom. 25% til kun to kunstnere, i et marked med titusindvis af kunstnere.


Jeg stiftede bekendtskab med Pendulum da Michael Drew holdt et helt forrygende foredrag baseret på bogen, til konferencen Awesomeness Fest (november 2013, i Den Dominikanske Republik), og jeg læste bogen ca. et år efter. I både foredrag og bog blev den for mig mest relevante pointe slået meget klart fast: Vi er nu godt på vej til en os-tidsalder, og det er derfor tid til at samle folk om en fælles sag, helst imod noget, på vej til en bedre fremtid. Occupy Wall Street og Tea Party-bevægelsen er eksempler på tidsånden, det samme er Edward Snowdens (i egen optik) uselviske offer for det fælles bedste. Det etablerrede systemet er naturligvis meget uenig i helte/martyrdyrkelsen af ham. Vi har ikke set det sidste at den slags bevægelser. Mig-mig-mig er ude, kollektivt ansvar og fællesskab er in. I stedet for heltedyrkelse er det tid til heksejagt. Overhør det for egen risiko.


Krisen truer, som forudset

krise og dollerkollaps foruset“At der er sket før, vil ske igen” siger en klassisk udlægning af historien (gjort populær af Oraklet i Matrix filmene). Ifølge Niel Howe og William Strauss, forfattere til bogen The Fourth Turning, så er vi nu ved at nå til slutningen af en 80-årig cyklus, og som alle gange tidligere, så vil denne slutte med en stor krise der udfordrer selve vores måde at leve på. Forfatterne går så langt som at lufte, at vi måske ikke overlever som civilisation.


At begge bøger opererer med 80 år giver en vis kryds-troværdighed, da det åbenbart ser på de samme historiske fakta og tænker tanker i samme retning. Hvor Williams og Drew taler om mig og vi, så er The Fourth Turning lidt mere deltaljeret, og taler både om fire forskellige tankesæt og fire forskellige generationer. Vi er således igang med fjerde fase af fire, det de kalder for krisen, og ledelsesansvaret falder på den generation der er døbt Nomader, der er nået til deres livs midtpunkt. I denne runde svarer det til min egen generation, den man kalder Generation X.


2. verdenskrig var krisen der lå som kulminationen på den sidste 80-års cyklus, og modellen i The Fourth Turning er dermed synkron med den i Pendulum, der dog mest fokuserer på befolkningens mindset i stedet for samfundets tilstand: For snart 80 år siden toppede vi-tidsalderen da amerikanerne uselvisk sendte deres sønner i krig over hele verden, for at bekæmpe nazismen, fascismen og det japanske imperium. Historien om hvad bedstefar og de andre helte gjorde dengang har præget generationerne siden da. Sejrsfortællingen fra dengang ligger til grund for amerikanernes følelse af at være verdens politimand, og hermed findes kimen til den hybris som senere har fået dem rodet ud i krige de ikke har kunne vinde.


Det mest fantastiske ved The Fourth Turning er, at den er skrevet i 1997 og har modet til at kigge 25 år frem. Forfatterne beskriver derfor selvsikkert hvordan krisen bør begynde at rulle omring 2005, plus/minus 3-4 år, toppe hen imod 2020, og med en endelig forløsning ca. 2025, hvor vi igen kan formulere en ny fremtid og starte en ny 80-årig cyklus med håb og visioner. Indtil da ser det grumt ud.


Året 2005 er interessant, eftersom vi er godt forbi nu, og kan se hvad der er sket. Forfatterne beskriver hvordan noget vil ske, noget der accelerer de problemer vi står i. Terrorangrebet i september 2001 havde potentialet, men jeg mener nu at det er tydeligt at det kun øgede spændingen, uden at udløse noget. Siden da har vi nemlig ikke ændret vores samfund eller vores relation til verden, men vi har fået meget mere af det gamle, mere NSA, CIA og PET – mere overvågning, færre frihedsrettigheder, mere politisk kynisme og mere kontrol. Det kan ikke blive ved med at bære, forudser forfatterne, men indtil videre går det. Finanskrisen i september 2008, 7 år efter 9-11, er en stærk kandidat til forfatternes reelle kriseudløser. Finanssystemet viste sine svage sider, og vi stod overfor et økonomisk kolaps flere bankfolk dengang i en briefint til den politiske ledelse i Washington kaldte dommedag.


Til dem der mener at vi klarede skærene og at krisen er blæst over, da vil jeg indvende, at der netop intet er sket, og at problemet kun har vokset sig større. Intet er lavet om i systemet, bankdirektørerne forgylder stadig sig selv, de vestlige økonomier er forgældede til op over skorstenen, og samtidigt sætter aktiemarkederne rekord, uden væksten kan forklares med vækst i den fysiske økonomi. En række ting kan derfor gå meget galt, og kommer ifølge forfatterne til at gøre det. Jeg mener derfor vi kun er tættere på den afgrund de forsudsagde tilbage i 1995.


Forfatterne peger selv (i 1997) på en række ting der kunne tænkes at udløse krisens slutspil, herunder fornyede stormagtsdrømme i ex-soviet (hmm…), biologisk eller atomar terror, en energikrise eller miljøkatastrofe, eller en finanskrise, f.eks. via et kolaps af dollarøkonomien. Euroenzonen var ikke på plads da bogen udkom, men jeg kan så tilføje eurokrisen til listen over potentielle bomber. En udmelding fra Grækenland eller et andet land kan være den brik der får det korthus til at vælte, med uforudsigelige konsekvenser.


Forfatterne sitserer selv et kolaps i den amerikanske økonomi som en ikke usandsynlig udløsende mekanisme. Dette er ikke grebet ud af blå luft, og der findes idag mange fortalere (eller dommedagsprofeter) der peger på en dollarkrise som uundgåelig.


Såfremt man kan acceptere muligheden for den første hændelse, så ser følgende forløb pludselig skræmmende realistisk ud (min tilvirkning, med inspiration i bogen):


1) Dollar Debt Default. USA går så at sige i betalingsstandsning. Gælden er for stor, Kina kan ikke holde hånden under USA længere, og lånene forfalder. Sker dette først, ruller en række konsekvenser:
2) Den amerikanske regering lukker ned fra den ene dag til den anden, der udbetales ikke længere lønninger til offentligt ansatte. Pensioner og understøttelse stopper.
3) Banker og hæveautomater bestormes af borgere der frygter for deres opsparinger.
4) Omfattende hamstring og plyndring. Indenfor en uge er der ikke flere varer på hylderne.
5) Lokal mobilisering, militser i gaderne.
6) Opsplitning, forsøg på løsrivelse fra de konservative sydstater. Mulig borgerkrig.
7) Global magt-vakuum  fører til territoriale annekteringer fra andre lande. Tænk Krim-halvøen i større skala. Iran napper halvdelen af Irak, kurderne erklærer uafhængighed, Rusland udvider til højre og venstre og diktatorer verden over sætter sig tungere i stolen.


Alt der er sket før, vi ske igen, og optimisten vil bemærke, at det også er blev godt igen før. Sådan bør det også gå denne gang, og i kulissen står en ny heltegeneration klar til at genopbygge samfundet. Vi kender dem som stifterne af Facebook, YouTube og et hav af andre moderne og revolutionernede tjenester. Nogle af dem er hurtigt blevet enormt indflydelsesrige og meget rige, men med deres adfærd står de i kæmpe kontrast til rigmændene og direktørene fra to generationer tidligere (tænk Donald Trump og Fritz Schur), og det er mod dem vi vender os for at få samlet stumperne. Hvordan verden ser ud til den tid er ikke til at vide, men at vi skal grueligt meget igennem står skræmmende klart, at vi befinder os midt i et os-udsving når det står værst til, det ligger også fast. Hvis man da køber noget som helst de beskriver, hvilket denne rapporter hælder til at gøre.


Redet af en iPhone?

Én ting er fundamentalt anderledes ved denne krise, og ved dette udsving af pendulet. Den digitale tidsalder er over os, og all bets are off, ville nogen sige. Modsat tidligere kriser, så har vi denne gang internettet, global kommunikation og en gryende kunstig intelligens. Med potentialet til at ændre alt, så kan teknologien også være den brik der gør at det går anderledes denne gang. Men måske er det bare mig der ikke respekterer historien, i ren fascination over hvor meget min iPhone kan. Den eksponentielle teknologiske udvikling behandles snares i en anden boganmeldelse (da jeg netop har læst Abundance, The Second Machine Age og The Exponential Organization). 


Pendulum og The Fourth Turning er begge store værker. Den første er umiddelbart nemmest at gå til, og med flest kontaktpunkter med vores hverdag, men den sidste blev med forudsigelserne af den nuværende/eskalerede krise uhyggelig nærværende. Begge anbefales på det varmeste.


Epilog: Hvad kan jeg selv gøre?

I lyset af en krise vi ved kommer vil mange argumentere for, at vi kan agere i tide og undgå at den udfolder sig. Her er forfatterne dog uenige, og de forbliver stålsatte i deres tro på at vi vil se mønstrene gentage sig.


Når vi ikke kan ønske den globale krise væk, så er det kun tilbage at ruste os til den. Her følger afslutningsvis en række løse idéer der kunne tjene til inspiration for din tilgang det kommende årti:


  • Udlad at have store værdier stående i dollar, du risikerer at miste alt. På den anden side, så er et dollarkolaps så alvorligt, at det kan trække andre sikre havne med ned.
  • Aktiemarkederne vokser kraftigt i disse år, og kan være en god investering. Et krak kan dog ikke udelukkes (flere analytikere er ligesom forfatterne sikre på at det er lige op over, men vi ser det som altid for sent).
  • Sørg selv for at spare op til alderdommen (svært, givet ovenstående!), da du ikke kan regne med at folkepensionen holder. Politikerne tør ikke agere på tegnene, men de er der: Med mindre vi ender i storkrig, så vil den fortsatte teknologiske udvikling gøre, at folk der idag er under 50, det kan vente at blive langt over 100. Da der kun er pensionspenge til højst 15 års liv på bagsmækken, så er en pensionsalder på 67-68 helt uholdbar og kommer ikke til at fortsætte. Justeringen vil komme, men måske først med et kolaps (da politikere ikke har modet inden).
  • Uddannelse er det bedste du kan sætte tid og penge i. Den teknologiske udvikling betyder, sammen med krisens hærgen, at der bliver færre og færre ikke-specialistjobs, til en stadig ringere løn.
trivselsekspert jon kjær nielsen

Om forfatteren: Jon Kjær Nielsen (f. 1977) er uddannet civilingeniør med speciale i organisationsudvikling. Han har siden 2006 fungeret som trivselsekspert og ledelsesrådgiver, og holder foredrag om arbejdsglæde , forandringsledelse og personlig effektivitet. Han er forfatter til tre bøger, senest “100 tips til arbejdsglæden”.



Skønt vi ifølge de to forfatterpar ved meget om tidens tendenser, så er det stadigt svært at spå præcist om fremtiden – vi ved blot at det kan blive slemt, og at håbet ligger i at vi løser udfordringen sammen. Der gives derfor ingen garantier i forhold til ovenstående – fremtiden er på egen risiko.

Begge bøger fås som lydbøger på engelsk (jeg bruger Audible.com) og på tryk hos Amazon og Saxo.