Nedsmeltningen hos Agnes Cupcakes
Hvor mange selvmål kan man score i én kamp? Sådan cirka kan min reaktion beskrives, når jeg læser artiklerne om arbejdsforholdene Agnes Cupcakes samt direktørens famlende udtalelser til Politiken.
Kæden med de tre butikker har indtil nu været en historie om en populær kæde i hastig fremgang, men der viser sig nu ugler i mosen. De seneste dage er en del, primært tidligere ansatte, stået frem med historier om kritisable forhold. I starten var det stadigt under kontrol: Firmaet blev beskyldt for kritisable vilkår vedrørende arbejdstid, varsler og trusler om bøder, men det er ikke værre end hvad en del andre firmaer har gennemgået – og overlevet. Nogle husker måske balladen med Nyhavn for nogle år tilbage, hvor der blev protesteret over manglede overenskomster. En sag for fagforeningerne, men ofte ikke noget meningmand tager meget alvorligt.
Kæden hoppede først for alvor af, da Direktøren var ude at forsvare de barske vilkår med en udtalelse om,at de ansatte piger er “wannebe reality tv-stars” og derfor er der brug for skrappe krav. Først nu var sagen rigtigt interessant for medierne, og siden har et antal medarbejdere fortalt hvordan de friske kager kan være sminket daggammelt bagværk, og hvordan de personligt er blevet overfuset af ledelsen.
Et Brand skabes gennem arbejdsglæde
For mig fremstår det nu tydeligt, at Agnes Cupcakes har forsøgt at skabe et image, et Brand, i offentligheden, som ikke understøttes af personalet. Firmaet vil gerne fremstå som producent af eksklusive og lækre produkter, solgt i flotte butikker, hvilket kan retfærdiggøre en høj pris. For at få sådan et projekt til at lykkes kræves der tillige god service fra personalet – og at firmaet ikke bliver taget med hånden i kagedåsen, så at sige.
Hele snakken om stærke Brands er ofte forfejlet, når man tror det kun handler om markedsføring. For mig at se handler det også om personalet. Dit personale er en meget stor del af dit brand, og når Agnes Cupcakes forsøger at sælge én historie til kunderne (luksus, friskhed, det hippe), og personalet så giver udtryk for en anden (barske chefer, slavelignede kontrakter, trusler, friske kager der ikke er friske) så kan det kun kollapse.
Situationen hos Agnes står ikke til at redde, for den ligger i firmaets DNA. Skal der andre boller på suppen, eller cupcakes til kaffen om man vil, så skal der ske en 180 graders drejning i ledelsesadfærd, og det er næppe realistisk i en lille ejerledet virksomhed.
Fraværende fagbevægelse
Sagen er rykket op på lederplads i dagens Politiken, og her rettes skytset mod en fagbevægelse der er på nippet til at tabe en hel branche. Flere og flere ansatte på cafeer, restauranter og i små butikker arbejder uden overenskomst, og uden at være organiseret. LO har – også i Politiken – været ude og pege fingre af de unge, for ikke at kende deres rettigheder. Jeg håber LO overvejer at pege på sig selv også, for hvad var lige opgaven hvis det ikke var, at arbejde for at de unge får en god start på deres arbejdsliv. Mere oplysning og en indsats på arbejdspladserne kunne synes på sin plads, selvom det er en smule gammeldags. Nogle gange er de gamle dyder nu gode nok, men gode arbejdsforhold er ikke længere en luksus, men en ret (dog ikke et lovkrav) der må respekteres, hvis man vil have succes som virksomhed. Man kunne da også bage de cupcakes selv.
Læs også: Kevin Thomson fra Brand Engaged taler om personalet som dit brand i min beretning fra Bratislava
Efterskrift: Jeg har selv en Agnes Cupcakes rundt om hjørnet fra kontoret, og jeg måtte lige ned og se stedet an inden jeg skrev denne artikel færdig. Butikken var tom fra kunder mens jeg var der, men den søde ekspedient forsikrede mig om, at det har givet flere kunder at der har været så meget omtale. Mange vil gerne se stedet selv. Det er muligvis rigtigt, hvis vi erindrer Simon Spies’ ord (“al omtale er god omtale”), og det kan også være et udslag af at de ansatte har fået mundkurv på, jeg ved det ikke. De hjemmebragte Cupcakes serveres for gæster i aften, sikkert over en snak om kager og arbejdsvilkår.
Opdatering – Agnes Cupcakes i betalingsstandsning
1. juni 2012
Igår kunne man læse i blandt andet Business.dk, at Agnes Cupcakes er i pengenød efter den dårlige omtale firmaet modtog sidste år, og som jeg har beskrevet ovenfor. Firmaet skal nu forsøges rekonstrueret, og der skal nye investorer til.
Siden stormen sidste år er der ske flere tiltag i positiv retning: I december blev der tegnet overenskomst med HK, og truslen om at de ansatte kunne få store bøder hvis de røbede hemmeligheder, den er fjernet. De historier var naturligvis ikke forsidestof som vi så det da de dårlige forhold blev udrullet, og det er som man kan forvente.
Om de klarer skærerne eller ej, det står hen i det uvisse. Men det fremstår tydeligt, at når det handler om at drive butik, så passer det ikke hvad Simon Spies sagde om at al omtale er god omtale. Sagen understreger nok engang, at arbejdsglæde ikke er et personalegode, men en nødvendighed for at få succes. Træd på os, og mærk konsekvenserne. Dit personale ER dit Brand.
Husk, at moderne ledelse er menneskeledelse. Sørg for, at medarbejderne har succes, så får din virksomhed det også. Det er vejen til vækst – Citat: Asger Aamund