De Gyldne Løbesko – tip til arbejdsglæden
I en frivillig forening, jeg er med i, mødes vi hver måned til et fællesarrangement. Ved den lejlighed uddeler bestyrelsen vandrepokalen De Gyldne Løbesko. Og yep, det er som du måske frygter: Et par gamle, udtrådte løbesko er blevet placeret på en lille piedestal og har fået en omgang med en guldspray. Men det virker.
At modtage en vandrepokal foran sine venner og kolleger er en tidløs klassiker, og der står mange rædsler rundt omkring på danske arbejdspladser og i danske hjem. Det betyder nemlig mindre hvordan pokalen ser ud, mens det vigtige er de traditioner, der bygges omkring den. Det er herfra arbejdsglæden kommer.
Arbejdsglæde er også at hylde
En god vandrepokal har et fast tema, så der ikke er tvivl om, hvad den kan gives for. Pokalen gives typisk med faste intervaller, for eksempel til det månedlige afdelingsmøde. En pokal kunne eksempelvis gives til månedens…
- arbejdsindsats
- kollega
- teamplayer
- idé
- sælger
- servicemedarbejder
- helt (den der har reddet dagen).
Igen, det vigtige er ikke trofæet som sådan, men den hæder, der følger med, når en kollega modtager den foran forsamlingen og derpå skal have den stående fremme i en måned.
Aktivitet: Indfør en vandrepokal for månedens bedste
Få fat i en pokal. Det kan være noget originalt fra firmaet (hos nogle entreprenører så jeg Den Gyldne Byggepladshjelm) eller det kan være en sportspokal. Her kan en søgning på pokaler straks hjælpe dig.
Find på et passende navn. Om det er Månedens Supportmedarbejder eller Det Varme Hjerte I vælger, det er op til jer. Find noget, der understreger kulturen. Navnet får du indgraveret på pokalen.
Beslut så, hvordan vinderen skal findes. Bestemmer øverste chef eller hele ledergruppen? Kan medarbejderne indstille? Stemmes der om det?
Præsentér pokalen under pomp og pragt. Overvej musik og dæk den til med et lagen første gang. Skriv en artikel om vinderen. Hæng billeder af vinderne op i Hall of Fame, som gangen ned til kantinen omdøbes til. Skal der være en lille præmie med også? En flaske vin? På Comwell parkerer Månedens Medarbejder tættest på indgangen. Bare gør det fedt og giv den liv!
De Gyldne Løbesko er et tip lånt fra bogen 100 tips til arbejdsglæden, der udkom 2. april 2013. Du kan finde andre tips her på bloggen:
Skab arbejdsglæde og effektivitet med flow
Du kan også hente 12 yderligere tips til din egen hverdag i den gratis eBog Det Glade Dusin.